Arundhathi Subramaniams nye digtvolumen er uforudsigelig og fuldstændig overbevisende

Sproget og billedsproget i Subramaniams bind syder temmelig.

Kærlighed uden en historie bogomslag

Kærlighed uden en historie
Arundhathi Subramaniam
107 sider
499 kr

Sidste år tog jeg til Cypern til en konference, og en armensk dame gav mig George Seferis' komplette digte, oversat af Edmund Keeley og Philip Sherarard. Hvordan kom Seferis ind her? For da jeg læste Arundhathi Subramaniams Love Without a Story, gik det op for mig, at det var de bedste digtbind, jeg har læst i et halvt årti.

Sproget og billedsproget i Subramaniams bind syder temmelig. I ’A first Monsoon Again’ får vi en eufori/ af gulmohur og hvert øjeblik/ mindet om en tidligere, hver mørk sky en kurer fra en klassisk fortid. Og selvfølgelig kan kærlighedens kald ikke stå tilbage for sawan og bhadon, og længslen ’eller en mand hvis stemme/ er blå aske og havregryn.

Hendes tilgang er altid elliptisk og lægger baghold både læseren og det emne, hun tager fat på. Kærlighed og poesi er på en måde siamesiske tvillinger, men der vil altid være en tynd stråle af lys, eller ikke-set-før-skygge, falde på det, hun kæmper med. For Subramaniam er det mærkelige ved kærlighed, at den smelter dig/ til en amatør og fordriver dig/ fra ekkoernes land og finder dig siddende under stjernerne/ i gammel forvirring.

I et digt 'Finding Dad' siger hun, 'Når forældre dør...' Du tror
De skal lægge sammen
Til en større historie
end den du kendte'

Men garderobe og uåbnet cologne siger dig ikke meget.

De ender hele/ i hjertets stædige partiskhed/ du kendte som kærlighed./ Din fars skøre kærlighed.

At skrive om emner som kærlighed eller at huske, og meget af poesi handler altid om hukommelse eller at tale om det, er ikke let. I et fint digt om at huske taler hun om fladtende historier/ om grønne lotusstængler/ og træbåde og fortæller os, at:

At huske er ikke en kunst, men et instinkt.

Hun slutter med at sige, at der ikke er noget stykkevis eller second hand/ ved at huske. Denne truisme rammer dig, uanset hvor skrå, når kernen af ​​sandhed aflejres på læseren. Hendes svig er bredt, læseren suspenderet mellem Tiberen/ og Arno, mellem vild geologi/ og kølende lys, hvor vinden/ er falkeflugt og tyngdekraftsluft.

Et digtbind er et stykke liv og en genfortælling af gennemlevede oplevelser. Så i hendes ungdom har vi en binge, hvis man kalder det, på en iransk restaurant, hvor hun finder formicabordene klistrede/ med kolatkar, pund, almadovar,/ clarice lispector, nammalvar (En anmelder skal være ydmyg. I troede, at Clarice Lispector var en læbestift, indtil jeg Googlede! Man skal læse denne jødiske forfatter, der flygtede til Brasilien under nazisternes storhedstid). I sine digte om forældre oplever hun, at de smelter væk med fløjlspote, sikkert ind i natten.

Det første digt i bindet er blevet misforstået af kritikere. Den tager efter en linje af digteren Eunice de Souza, 'I Grow Up in an Age of Poets'. De gamle digtere blev beskidte med et gys af tvivl om sig selv og muligvis deres forfatterskab. Nu møder hun digtere, der udveksler visitkort, deres latter splintrede æggeskaller, som bedst mødes i digte.

En af kvaliteterne ved Subramaniams poesi er dens uforudsigelighed, som med nogle novelleforfattere, der specialiserer sig i twist til sidst. Med denne digter er slutningen naturlig, og alligevel ville man ikke have forudset det.

Keki Daruwalla er digter og novelleforfatter. Han blev tildelt Sahitya Akademi Award i 1984