Boganmeldelse: Apocalypse Now Redux

En engagerende, om end noget freewheeling, politisk kritik af den tid, vi lever i.

Edward Snowden med Arundhati Roy og John Cusack. (Kilde: Ole von Uexküll)

Bestil: Ting der kan og ikke kan siges
Forfattere: Arundhati Roy og John Cusack
Offentliggørelse: Juggernaut
Sider: 132
Pris: 250 kr

Bogens titel - Ting der kan og ikke kan siges - kræver en nødvendighed. Det er som om Arundhati Roy og John Cusack, der er klar over deres indre uro i håndteringen af ​​en verden, der hurtigt bliver uforståelig, men ikke uforståelig, kræver en ordre, hvor ingen findes. Derfor går de ind for sikkerhed og sikkerhed, kun for at underminere det ironisk nok gennem deres egen frit associerede skrivning, der efterligner lineær tid og kausativ fortælling. Denne dybtliggende ironi ved at skulle sige noget, men at vide, at det ikke vil skinne et spådomsk lys over den uforskammede virkelighed i verden, der forvaltes gennem fremstilling af storslåede strukturer som tapre nationalstater, dydige civilsamfund, den efterfølgende NGO-isation af radikal handling og den vedvarende neutralisering af retfærdighed gennem menneskerettighedernes godartede ordforråd definerer bogens oeuvre, politik og poetik. Skrevet som en skrotbog fyldt med uddrag fra lange samtaler spredt over tid og rum, kommenteret af erindringer fra bøger, der er læst for længe siden, og som har sat deres aftryk i sindet, og begivenheder, der samtidig er flade for deres status som globale vartegn og voldsomt personlige for de ar, de har efterladt i hovedet på forfatterne, forbliver bogen en engagerende, om end lidt freewheeling -tur, ind i en politisk kritik, der gør sig endnu mere velsmagende og foruroligende for det lette, ærbødige og den mørke humor der ledsager det.

Bogens første halvdel er sammensat i skiftevis kapitler og handler om, at Cusack og Roy lægger sig blotte. De skåner ingen ord, kvadrerer ingen kanter og stiller deres personlige, politiske og kollektive sår frem med ydmyg stolthed og stolt ydmyghed. Cusacks erfaring som manuskriptforfatter kommer godt med - han redder det, der kunne have været en lang tirade, til en række samtaler. De velkendte fortællinger rehistoriseres og de-territorialiseres, sættes ind i nye sammenhænge, ​​mens de undgår de ældre, hvilket giver et stort landskab, der refererer til statsstøttet folkedrab, strukturel reorganisering af nationalstater, den døende kant af politisk handling, den overvældende, men usynlige tilstedeværelse af kapital og den skæv tilstand af social retfærdighed, der behandler mennesker som ting. Cusack, der identificerer Roy's poetiske geni, giver hende centrum, hvilket gør hende til kommandostemmen.

Roy på sin side ser ud til at have nydt dette øjeblik i sæbekassen - noget hun har gjort ganske effektivt og provokerende for et nationalt og globalt publikum - og giver alt. Der er øjeblikke, hvor teksten føles overbærende, når stemmen føles lidt ubarmhjertig, når de næsten skizofrene globale og historiske referencer bliver en litany af blandede begivenheder, der måske havde krævet yderligere nuancer og dybere fortolkning. Den finurlige stil i Roys fortælling, med hendes fornemmelse af, hvad der er rigtigt, og hendes adfærd, der forbliver venlig, nysgerrig og afvæbnende, redder imidlertid teksten fra at være hårdhændet, selv når den opløses til kløende poignancy og får dig til at holde pause, bare så du kan trække vejret.

Overraskende nok er det anden del af bogen, hvor de to møder Edward Snowden sammen med Daniel Ellsberg, 1960'ernes Snowden, der havde lækket Pentagon -papirerne, der vakler. Snowden havde jocularly nævnt, at Roy var der for at radikalisere ham. Det gør hun, men på en måde, der ikke giver os noget mere end det, vi allerede ved. Mens Cusack og Roy var forpligtet til at lære Snowden at kende ud over sit system-mand image, var der ikke meget, de kunne afsløre, hverken i dialog eller i diskurs, der kunne have fortalt os mere, elsket os yderligere til muligvis det mest over -udsat person i nyere tid. Imidlertid indser man, at fortællingens geni faktisk er at minde os om, hvor gennemsigtig Edward Snowden er blevet for os. Vi ved alle mulige ting om denne unge mand - fra hans veninder fortid til hans handlinger i fremtiden, fra hans værdier og overbevisning til hans mening om NSA, der ser folks nøgne billeder - og alligevel, hvad der har manglet i Snowden -filerne, har været den større bue af global politik, social omlægning og måske et glimt af den fremtidige fremtid, som Snowden måske havde set i sin whistleblowing-handling, der fortsat vil være det skelsættende øjeblik, der definerer resten af ​​dette århundrede.

Når du er kommet over det faktum, at dette ikke er en bog om Snowden, er forventningerne bedre skræddersyet til det, der skal komme, og pludselig falder den lange optakt til mødet på plads. Snowden matcher Roy og Cusack i lune, ironi, politisk overbevisning og den hellige tro på menneskelige værdier, der får dig til at give dem alle et voldsomt knus af tøvende tryghed. Hvad Snowden siger, hvad Roy og Cusack synes om det, og hvordan de forlader os, næsten pludseligt i slutningen, åndeløse, nervøse og stærkt modstridende om nogle af det 20. århundredes strukturer som samfund, aktivisme, nationalstater, regeringsførelse, kommunikation, teknologier, deling og omsorg er det, bogen skal læses for. Cusacks stramme skærmskrivningsevner opfylder den perfekte timing af Roys prosa, og det hele bliver surrealistisk, futuristisk og uudsletteligt reelt, når det bliver forankret i Snowdens fysiske tilstedeværelse, der i eksil taler smertefuldt om det hjem, der har smed ham ud og hjemmet, som han aldrig rigtig kan kalde sit eget.

Og selvom der er bortfald - fragmenter, oversættelser og evokationer, som måske havde haft brug for flere forklaringer for at få deres pædagogiske hensigt til at skinne igennem - er der ingen tvivl om, at bogen med alle dens fejl, ligesom fortællerne, formår først at fordybe dig i koldt chok af en ædruende virkelighed, tydelig positionering af apokalypsen som nuet, og derefter trækker dig ud og pakker dig ind i et varmt tæppe, åbner op for kritikformer, interventionsformer og politisk engagement i at sige ting, der har og ikke er blevet sagt. Bogen skulle måske have fået titlen hvad der kunne, ville, skulle have været sagt, men ikke kan, ikke vil, ikke skal siges - ikke på grund af noget andet, men fordi det virker forgæves.