Velkommen til Shanghai: En nylig emigrant skriver om sine første dage i et nyt land

Shanghai i mit sind, og den måde, byen præsenterer sig på, lader ikke til at hænge sammen. Og jeg har endnu ikke ordene til at beskrive dette hul, jeg er i.

Den travle Shanghai-metro. (Kilde: Kiran Chandra)

Du overlever ikke en dag uden WeChat, få WeChat!
Har du hørt udtrykket, jeg fik Shanghaied?
Du vil spise så godt foooood.

Motorvejene har potteplanter på sig.
Alt er i LED.
Du går til fremtiden!

Shanghai er fantastisk, hvis du har penge (gange to).
Jeg har været her i 22 år, og jeg opdager stadig denne by.
Du vil vokse til at elske det.

Det vil vokse på dig.

Hvordan skriver man om et sted, hun næsten ikke ved noget om, 28 dage i?

Udsigt over Shanghais centrum. (Kilde: Kiran Chandra)

Jeg bærer alle disse modtagne indtryk i mig fra folk, der har boet eller besøgt her. Jeg er et ukendt sted konfronteret med uventede ukendte. De forventede ukendte selvfølgelig: af ukendte mennesker, ukendt sprog, dets manuskript så stemningsfuldt, men alligevel ubeskriveligt for mine øjne, dets effektive metrosystem, der flytter skare af mennesker i denne mest befolkede by i verden på rolige, sammensatte måder.

People management, når det er bedst, så der ikke er plads til at bevæge sig mod strømmen. Jeg er i Kina, skal jeg huske mig selv på. Shanghai. Jeg ved det, men egentlig ved jeg det ikke helt. Shanghai i mit sind, og den måde, byen præsenterer sig på, lader ikke til at hænge sammen. Og jeg har endnu ikke ordene til at beskrive dette hul, jeg er i.

Den franske koncession. (Kilde: Kiran Chandra)

Men det er et nyt forhold. Jeg har haft min del af dem med byer - Calcutta, Delhi, Boston, New York Firenze, Mexico City, Moskva. Sindet, som det gør med nye forhold, drager sammenligninger, hun smiler som Calcutta, hun bærer traumer og er udmattende som Moskva, der er intet af NY i hende, åh gud hvorfor tog jeg afsted! Hun bevæger sig som DF, måske er der noget at udforske der, hendes museum minder mig om NYs dimsum-restauranter, hun er et vandskilt, ligesom Firenze. Jeg er usikker, selv lunken i denne beslutning om at flytte kontinenter, hvad tænkte jeg på at forlade NY, hvorfor er jeg så rastløs, sådan en svæver. Hvad er mit problem egentlig?

Intet som en ny by kan sætte dig op imod dig. Intet som en ny by at afsløre dig selv. Calcutta opfostrede mig, Delhi oplærte mig i verdens måder, Boston viste mig dømmekraft, Moskva lærte mig at danse igen. Shanghai, hvad skal vi lave sammen dig og jeg?

Mao-statuer i en gammel antikbutik i den franske koncession. (Kilde: Kiran Chandra)

Som en stor opdagelsesrejsende åbner jeg DiDi-appen, tilkalder en taxa for at hente mig fra det træbeklædte boligkompleks, jeg bor i, i den vestlige flange af byen, slutter mig til metrorytterne for enden af ​​linjen ved Eas Xuxing , betal med WeChat (Kina virker kontantløst), og kør med metroen til byens centrum, til People's Square. Jeg tager en af ​​12 udgange – mit valg er at gå gennem et koreansk indkøbscenter eller en simulacrum af spisesteder og juiceboder langs vejen. Over jorden åbner jeg Apple maps og søger efter NY igen, hvor Google maps fungerede fint. Jeg går i cirkler og prøver at krydse Renmin Lu (The Peoples Way). Svømmende gennem fugtigheden ankommer jeg til indgangen til Shanghai Museum. Men ak, det er tre timers kø for at komme ind, og museet lukker klokken to. Trods regnestykket er der folk, der står på kanten af ​​linjen, der siger, at 4-timers linjen starter her. Håb, beslutsomhed eller en anden logik fungerer? Jeg kan ikke fortælle. Men jeg er her nu, så lad os gå på opdagelse, måske noget frokost.

Mad, nu kender alle kinesisk mad. Der er Chinatowns i alle de byer, jeg har boet i og elsket. Men at være fremmed i denne by giver udfordringer at prøve at få en simpel kop varm sort te eller dumplings på gaden. Point-and-order-teknikken fungerer godt nok, så længe du kan stole på, at du kender forskellen mellem bønner og en havagurk, når den kastes med hele chili og olie, eller kan kende teksturen af ​​slange fra and, når den er tørristet og hældes i en mørk sauce. Alle ulve i fåreklæder altså. Hvis du overhovedet spiser får.

Retter af sneærter og braiseret lotusrod, stegt kylling i Sichuan-stil og friturestegte rejer med spidskål og kartofler. (Kilde: Kiran Chandra)

I disse par uger i Shanghai har jeg fået stivelsesholdige kartoffelnudler, og en haptisk forståelse af, hvorfor nudler slurves ikke tygges, lunken rosente med et lag ost på, boller med...ting, fået en dumpling på størrelse med af mit hoved med et sugerør i. Men det er billedmenuen, der præsenteres på lokale restauranter, der tager madoplevelsen til et andet niveau. Disse madbilleder kommer med forklaringer på engelsk, som virkelig er uhensigtsmæssige til at fortælle mig noget om, hvad retten er, men siger så meget om, hvad retten stræber efter at gøre! Det giver mig også en anelse om den meget poetiske karakter af mandarin som sprog.

Nogle skriftlige eksempler fra selve menuerne (og hvad mine øjne gør af billederne): Kung Fu håndholdte enheder (tern, wok-stegt kylling med rød og grøn peber). Svampen Wang Ho hopper over væggen (en række svampe, viftede ud, svævende i en porcelænssuppeterrin). Flere slags delikatesser med halogen (skinnende, nogle vil måske sige slimet udseende pålæg, minimal præsentation), Potatoes Burn Turtle (en slags krigsscene, en skildpadde, hoved, skal og det hele, omgivet af hele store gule kartofler, serveret på en støbejernsfodspiedestal), kogt uld Blod, der blomstrer i varm chiliolie (stegte fåreskind i Sichuan-peber og olie).

En fiskesuppe med sider af grønt og Suntory Beer til at vaske det hele ned på en restaurant i Huacao Life Hall Mall. (Kilde: Kiran Chandra)

Andre beskrivelser efterlader mig med fantasifulde spring mellem madobjektet og det, der ikke er blevet sagt. Sauerkraut refererer til øresiden, og ofte den boltede havagurk eller den komplette forvirring - hvilket kan være et udtryk for nationale følelser, med en knivspids nedladenhed, over for de invaderende magters køkken under 2. verdenskrig – tysk salt, skokogt yam.

forskellige typer hvide blomster

Disse digtlignende beskrivelser, der kan læses som et mislykket tilfælde af Google Translate, er, vil jeg gerne tro, et udtryk for en sensibilitet, der dybt kender den transportive kvalitet af en udsøgt gal ret, eller en perfekt vendt sætning. De fortæller mig, at jeg er i et land med lotus-(rod)-spisere, en hedonistby, hvis kærlighed til mad og poesi måske bare får os til at tale et stykke tid.